Din vej til indflydelse

Kandidater til KV21

Kristina Young, Hvidovrelistens spidskandidat til KV21.

Kristina Young, Hvidovrelistens spidskandidat til KV21.

Kristina Young: Vi skal have en hverdag, der fungerer

49 år, journalist og spidskandidat for Hvidovrelisten.

Jeg er vokset op i Hvidovre, har gået på Risbjergskolen, senere Avedøre Gymnasium og var som barn og ung søspejder i Hvidovre Havn. Privat bor jeg med mine tre børn og hund i Dybenskærkvarteret i Avedøre.

Siden 2014 har jeg været byrådsmedlem for Hvidovrelisten. I mine to perioder har jeg siddet i det daværende Social- og Sundhedsudvalg, i Teknik- og Miljøudvalget, i Bygge- og Planudvalget samt i Handicaprådet.

Det har givet mig kendskab til Hvidovres sociale og økonomiske problemer samt erfaringer om, hvordan kommunen fungerer politisk og administrativt.

I de forløbne år har jeg været meget optaget af udviklingen af Hvidovre. Hvidovre er en by, der er næsten fuldt udbygget, men det betyder dog ikke, at byen ikke kan udvikles bedre, blot at væksten skal ske kontrolleret og helhedsorienteret.

Det er ikke mærkeligt, at flere gerne vil bo i Hvidovre, men det skal ikke være på bekostning af vores kvaliteter: Natur, udsynet til den åbne himmel, pladsen i gaderne og adgangen til de faciliteter, vi har. En af mine mærkesager er derfor, at udviklingen af Hvidovre ikke må være til ulempe for os, der allerede bor her. Udviklingen skal være i balance og ske med stor inddragelse af de berørte borgere og med nøje opmærksomhed på, hvad det kræver at have flere indbyggere i kommunen. Vi skal have plads nok til dem, der bor her, så vi ikke ender med trængsel og en besværlig hverdag.

En anden af mine mærkesager er, at Hvidovre Kommune skal blive meget bedre til at håndtere vores egne byggeprojekter og byggesager. Igennem de sidste to byrådsperioder har vi set et utal af kommunale byggeprojekter, der er endt med en slutpris, der lå langt over det planlagte. Mit mål er, at vi skal finde en måde at undgå de talrige situationer, hvor vi har stået tilbage med fordyrende konflikter og uforudsete udgifter. Vi skal også blive bedre til at håndtere byggesager og oplyse om lokalplanlægning, så vi dels får et Hvidovre med varierede kvarterer, dels ikke risikerer enkeltsager, der er meget tids- og ressourcekrævende - og som risikerer at skabe unødvendig mistillid.

Jeg er medlem af Hvidovrelisten, fordi det er en lokal, tværpolitisk liste, der arbejder for det brede samarbejde på tværs af blokkene. Fri af ideologier, men kendetegnet ved bred og dyb viden om kommunens historie og udvikling. Hvidovrelistens styrke er netop dette kendskab, der giver lyst og grundlag for at finde praktiske løsninger på lokale problemer - på tværs af partipolitiske skel.

De sidste fire år har Hvidovrelisten været i budgetforlig, og vi har lagt vægt på samarbejdet, fordi vi hellere vil være med til at sætte kursen end til at rokke båden. Hvidovrelisten vil gerne sætte en retning mod en alsidig kommune, hvor familier, ældre eller handicappede kan have en hverdag med erhverv, uddannelse, kultur og sport i harmonisk samspil. Forudsætningerne for at gennemføre denne kurs er, at borgerne får indsigt og mulighed for at forholde sig til den.


Arne Bech

Arne Bech

Arne Bech

77 år, student fra Viborg, har sammen med sit livs kærlighed Alice boet på Vesterbro og i Valby, inden de i 1977 flyttede til Søbyvej i Hvidovre.

Arne, der den 14. juni under en løbetræning blev ramt af en blødning i hjernen, fortæller: Jeg er takket være god fysisk form og målrettet selvtræning og genoptræning i Sundhedscentret i fortsat fremgang, så jeg glæder mig til at komme tilbage efter min orlov. Det er jo stadig meningsfuldt for mig at være med til at arbejde for at gøre Hvidovre til en attraktiv kommune at bo i.

Jeg er uddannet cand. mag i dansk og idræt og har i næsten 40 år været ansat som lektor ved Vestre Borgerdyd, nu Københavns åbne Gymnasium.

Jeg har mange års erfaring som byrådsmedlem, faktisk mere end 25 år. Jeg sad jo allerede i Kommunalbestyrelsen for A i perioden 1990 – 1997, hvor jeg var 1. viceborgmester, medlem af økonomiudvalget, formand for Kultur- og Fritidsudvalget og for Ejendoms- og Arealudvalget.

I 2001 var jeg sammen med andre engagerede borgere initiativtager til Hvidovrelisten, hvor vi på tværs af landspolitiske skillelinjer stillede og stadig stiller det centrale spørgsmål: Hvad er bedst for Hvidovre og Hvidovres borgere?

Siden da har jeg i 20 år været medlem af kommunalbestyrelsen, hvor jeg i seneste periode især har koncentreret mig om det vigtige arbejde for ældre og sundhed samt folkeoplysning med fokus på voksenundervisning, spejderliv og ikke mindst idræt.

Jeg har alle dage kæmpet for, at Hvidovre skal være en socialt ansvarlig kommune, en kommune, der støtter op om foreningslivet og det frivillige arbejde, en kommune, der værner om de grønne og blå områder, en kommune, der har en økonomi i balance og en udvikling, der bygger på dialog med berørte borgere.

Hvidovrelisten ønsker fortsat at indgå i åbne og konstruktive samarbejder med alle, der respekterer, at det lokale engagement bedst afspejler de lokale behov.

Min politiske vision er: mere sund fornuft i lokalpolitikken, så vi kan få de bedste løsninger på alle sager, der vedrører borgerne i Hvidovre og mine mærkesager er fortsat: Det frivillige arbejde, børn, skoler, miljø samt ældre og sundhed, og med den tillid Liste H har mødt gennem alle årene - og fortsat møder, tror jeg på et godt valg også i 2021.

Uanset om du er rød, grøn eller blå, så husk på - kryds ved H!


Frank Løber

Frank Løber

Frank Løber

63 år, chefkonsulent og formand for Hvidovrelisten.

Jeg er født, opvokset og har (på nær 4 år) altid boet i Hvidovre. Så jeg har nydt godt af de mange tilbud, der har været i kommunen. Tilgangen til vandet og de mange dejlige grønne områder har jeg flittigt gjort brug af. Jeg har derfor også aktivt valgt at ”betale tilbage” ved bl.a. i 14 år at have arbejdet som frivillig fodboldtræner og leder i HIF. De sidste 20 år har jeg valgt at bidrage til Hvidovres udvikling gennem bestyrelsesarbejde i Hvidovrelisten. Det bliver 5. gang jeg stiller op til kommunalbestyrelsen. Det har medført et par perioder i kommunalbestyrelsen, hvor jeg har afløst/vikarieret for nogle af Hvidovrelistens KB-medlemmer, som har haft orlovsperioder.

Privat er jeg gift med Lisbeth og vi har to voksne børn.

Nogle skal have ”magten”, således at en kommune kan styres og forvaltes. Men magt er også en gift, som skal doseres i små portioner for ikke at korrumpere. Folkevalgte med magten i længere perioder, har det med at sætte dosseringer gradvist op. Og det sker, næsten uden de selv lægger mærke til det. Vi har de seneste år set alt for mange tvivlsomme sager om habilitet (nærmere inhabilitet). Lokalpolitikkernes ageren smitter af på forvaltningerne, og her har vi set alt for mange sager, som har det vanskeligt med at efterleve Forvaltningsloven om eksempelvis sagsbehandlingstider, hørings- og notatpligt.

Mit hovedfokus vil, uanset om jeg bliver valgt, være at agere ”vagthunden”, som bider efter uansvarlige økonomiske og forvaltningsmæssige beslutninger.

I Hvidovrelisten mener vi, at Hvidovre er en fuldt udbygget kommune. Det vil sige, at vi skal værne om de grønne oaser rundt omkring i kommunen. De bør ikke bebygges. Det betyder ikke, at vi ikke kan forny vores by og bygningsmasse. Det kræver dog, at gamle ejendomme rives ned, før der bygges nyt. Det sker helt af sig selv rundt omkring i villakvartererne.

Jeg mener også, vi skal have taget hul på løsningen af flere trafikale udfordringer. Vi skylder desuden vores erhvervsvirksomheder bedre til- og afkørselsforhold. En betydelig sidegevinst bliver bedre miljø for beboerne, som f.eks. bor tæt på Avedøre Holme og motorvejen.



IMG-0607.JPG

Karoline Cleemann

46 år, ingeniør, født i Norge, bosat i Hvidovre de sidste 20 år.

Hvidovre skal have en bæredygtig udvikling med indbyggerne i centrum. Jeg mener, at kommunen skal udvikledes efter en strategi med balance mellem samfund, miljø, økonomi og infrastruktur. Vi bør derfor ikke bygge boliger uden samtidigt at tænke skoler, institutioner, idræt, lægetilgang, grønne områder og så videre.

Jeg har fået lokalt engagement ind med modermælken og interesserer mig for det meste. Jeg findes tit på bassinkanten som official, når svømmeklubben deltager i stævner, har siddet i skolebestyrelsen på Dansborg og trives ellers rigtig godt ude, gerne på MTB eller på vandet en tidlig morgen.

Naturen, klimaet og miljøet optager mig meget, og specielt hvordan vi overleverer jorden til næste generation, globalt og lokalt. Efter de stille Corona-måneder er det blevet endnu tydeligere, hvordan f.eks. støj generer os. En sænkning af hastigheden på motorvejene nu, vil kunne dæmpe støjen, men på længere sigt, bør der lægges låg på, så de asfalterede kløfter erstattes med grønne miljøer.

Men lyd er også liv! Vi skal nyde forårets fejrende studenter og 9. klassernes hujende sidste skoledag, med andre ord holde på traditionerne og tage de gode erfaringer med. Lad os lave rammerne, så Hvidovres borgere kan trives og have det godt - i alle livets faser.


IMG-0400.JPG

Elin Palm

Elin Palm

67 år, pædagog og pensioneret souschef.

Jeg er født og opvokset i Hvidovre og har som pædagog haft mange tillidsposter i mit arbejdsliv. Jeg har arbejdet i Hvidovre Kommune i 39 år - de sidste 35 år som souschef i Bredalsparkens Børnehave.
Gennem årene har jeg dyrket forskellige idrætsgrene, bl.a. spillet håndbold i HIF i 50 år, og har alle årene haft frivilligt arbejde.

I dag sidder jeg i bestyrelsen i Danske Daginstitutioners Repræsentantskab og i Ældre Sagens bestyrelse i Hvidovre, hvor jeg varetager det sundhedspolitisk arbejde.

Jeg har været med til at starte Hvidovrelisten for 20 år siden for at Hvidovre skulle blive en demokratisk ledet kommune med et samarbejde på tværs af de politiske partier.

Hvidovre Kommune er en oase med mange grønne områder, som vi skal bevare og værne om.

Hvidovre skal ikke have vokseværk, men hvis vi skal udbygge, skal nye etageejendomme tilpasses til byens boligmasse og det enkelte boligkvarter.

Hvidovre Kommune skal først og fremmest have ordentlige forhold for de borgere, der bor i kommunen. Der skal f.eks. være nok institutionspladser, skoler - som ikke har for høj klassekvotient - og en ordentlig og omsorgsfuld ældrepleje.

Den kommune, som jeg ønsker at bo i, skal arbejde med langsigtede løsninger i sin planlægning af fremtidens Hvidovre. Borgerne skal høres i de enkelte sager, og ingen skal lades i stikken. Hvidovrelisten vil fortsat arbejde på en værdig og indholdsrig tilværelse for alle i Hvidovre.



Kim Holm

Kim Holm

Kim Holm

60 år og lærer på Engstrandskolen.

Jeg er født op opvokset i Hvidovre og har haft mine interesser forankret i skole og fritidslivet, hvor jeg har været både aktiv spiller og træner i HIF og Avedøre IF. Som tidligere næstformand i Avedøre IF hjælper jeg gerne til med blandt andet fotografi, når der afvikles kampe.

Som uddannet folkeskolelærer har jeg arbejdet på Enghøjskolen, Avedøre skole og nu på Engstrandskolen, hvor jeg er en del af teamet omkring Eliteidrætsklasserne. De mange år i det lokale skolesystem har givet mig et stort indblik i, hvor vigtigt det er, at der sættes fokus på ressourcer og rammer for den lokale folkeskole. Kommunens ansatte skal i det hele taget sikres et optimalt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Vi skal også støtte vores idrætsforeninger med at blive endnu bedre til at udvikle vores børn ved at være i seriøs dialog med de involverede parter.

Jeg reagerer på uretfærdigheder og har stor respekt for ildsjæle, der kæmper for deres mærkesager.


BS5O9829.JPG

Trine Gregersen Steensgaard

Trine Gregersen Steensgaard

42 år, gift med Jeppe, som jeg har to børn med og som begge går på Præstemoseskolen. Født og opvokset i Nordjylland og har været bosat i Hvidovre siden 2008.

Jeg har arbejdet i den finansielle sektor i mere end 20 år og sidder nu med systemsupport og -udvikling. Fritidslivet foregår primært i en håndboldhal eller på en fodboldbane med børnene. Derigennem har jeg også ydet min andel af det frivillige arbejde i foreningslivet og ved, hvor vigtigt det er at have et godt samarbejde mellem foreningerne og kommunen.

Jeg har været medlem af Hvidovrelisten i mange år, men er ny på kandidatlisten, og jeg ser frem til at være et mere aktivt medlem i det lokalpolitiske.

Mine politiske interesser/områder spænder vidt, men fællesnævneren er ofte den samme: Jeg ønsker et Hvidovre der er til for borgerne, hvor ordentlighed, tillid og omsorg vægtes højt.Ordentlighed i omgangen med hinanden. Tillid til at vi vil hinanden det bedste og turde vise og udføre den rette og nødvendige omsorg for hinanden.

Jeg ønsker også et Hvidovre med engagerede borgere. Derfor er mit håb for næste valg og fremtiden, at borgerne inviteres endnu mere ind i en attraktiv dialog om det politiske arbejde i kommunen.

3 områder jeg har fulgt meget med i:

Økonomi – igennem tiden er der taget nogle økonomiske beslutninger, som udefra kan se tåbelige ud, og hvor bevæggrundene er svære at forstå for den enkelte borger. Jeg vil gerne være med til at gøre det nemmere for borgerne at gennemskue, hvordan pengene forvaltes i kommunen.

Service – uanset udbudsregler og budgetter er vi nødt til at indse, at vi arbejder for og med mennesker, og billigt er ikke altid bedst, så vi skal finde den bedste service til en fair pris.

Udvikling af Hvidovre som by - det skal ske i respekt for, hvordan byen har været og er, men uden at udviklingen skal gå i stå, fordi man hænger fast i gamle minder om en tid, der engang var. Vi skal turde være os og derigennem sikre udviklingen.


BS5O9813.JPG

Finn Blohm

Finn Blohm

68 år, direktør i en grafisk virksomhed, formand for Hvidovres største gymnastikforening HvG37/Hvidovre Gymnastik, medlem af Folkeoplysningsudvalget og bestyrelsesmedlem i DGI Storkøbenhavn som repræsentant for Hvidovre. 

Den kommune, som jeg ønsker at bo i, skal arbejde med langsigtede løsninger i deres planlægning af fremtidens Hvidovre. Impulsbeslutninger skal droppes, og borgerne skal høres i de enkelte sager. Ingen skal lades i stikken. Udviklingen skal altså ske på borgernes præmisser og med vedvarende borgerinddragelse og respekt.

Hvidovrelisten vil fortsat arbejde på en værdig og indholdsrig tilværelse for alle i Hvidovre:

Vi vil være med til at sikre, at værdighed rodfæstes som udgangspunkt for ældreplejen. At børn og voksne har mulighed for et godt og socialt fritidsliv. At Hvidovre Kommune tilbyder faciliteter, så vi kan fastholde engagerede borgere. At vi gennem dialog skaber et bedre fundament for beslutninger - så det sker i harmoni med tilfredse borgere. At Hvidovre skal være en grøn kommune, hvor vi tænker alternativt og kreativt for at blive mere grønne. At vi minimerer vores energiforbrug. At vi omlægger til energivenlige løsninger, der sparer os for CO2-udslip. At vores skattekroner behandles med respekt og omhu.


BS5O9840.JPG

Annette Læbo

48 år, 3 drenge, uddannet bibliotekar, men arbejder pt. som konsulent i en privat virksomhed. Vokset op i Birkerød, boet i Hvidovre siden 2006.


Hvidovre ligger godt med adgang til både vand og grønne områder, og det er vigtigt at bevare de grønne åndehuller, her tænker jeg på Rebæk Søpark, Vestvolden og ikke mindst Kystagerparken og Hvidovre Havn. Jeg vil styrke en aktiv miljøpolitik f.eks. i form af energieffektivisering, vandbesparelse og grønne indkøb. Hvidovre må godt vokse - også i højden, men det må ikke være på bekostning af de rekreative områder.

Vi skal investere i skolerne, både de fysiske rammer og ikke mindst klassekvotienten skal tilpasses de fysiske forhold. Derudover skal man også have større ambitioner og inkludere alle elever - også de dygtige.

Hvidovre skal også være en attraktiv kommune for ældre og seniorer, og kommunen skal bygge attraktive boliger for ældre samt have fokus på udbygningen af den kollektive trafik. Ideelt set også en metrostation mere end den der kommer til at gå til Hvidovre Hospital.